P4 Midt & Vest bragte 28/7 et indslag om at “De økologiske kyllinger har større risiko for at få skader på fødderne end de konventionelt opdrættede kyllinger.”
Der refereres her til en undersøgelse lavet af Institut for Husdyrvidenskab på Aarhus Universitet. Fokus er i undersøgelsen på at fugtig strøelse giver ætsninger på kyllingernes trædepuder. Kun 22% af kyllingerne har fødder der er OK.
Det lyder selvfølgelig ikke rart at kun 22% af kyllingernes fødder er i orden ved de økologiske kyllinger. Men det er vigtigt at kigge på hvad der egentlig er undersøgt.
Kyllingerne er alle fra samme rugeri og har dermed samme afstamning, en blanding af brunplettede ColorYield haner og brune JA57 høner. 10 producenter er med i undersøgelsen, den mindste producerer 35.000 kyllinger om året, den største 250.000. “Kyllingeholdene” var ca 4.800 hver, så det er alle store producenter der laver rigtig mange kyllinger ad gangen.
Strøelsen hos kyllingerne skiftes ikke, men der efterstrøs dagligt, specielt langs vandingsautomaterne hvor der er fugtigt.
En tidligere undersøgelse fra 2001 viste en klar sammenhæng mellem hvilken race der blev brugt og trædepudesvidninger hos fritgående kyllinger. Kyllinger af typen Ross208 havde langt oftere trædepudesvidninger end en krydsning mellem den gamle franske slagtekylling La Bresse og L86, som har oprindelse i en White Cornish og er avlet for god foderudnyttelse. Ved Ross208 var der ca. samme antal af kyllinger der ikke havde problemer med fødderne, 22%. Men hos La Bresse er det over 97% der er OK!
Erfaringer fra tre mindre stalddørsproducenter viser ikke problemer med trædepudesvidninger. Tanja Pedersens La Bresse-kyllinger er stort set kun i stalden om natten og der er derfor ikke problemer med fugt. Strøelsen bliver her skiftet hver 14. dag og ikke kun efterstrøet som hos de store producenter. Indtil kyllingerne er gamle nok til at komme på friland, går kyllingerne i mindre rum, hvor strøelsen udskiftes en gang om ugen.
Mathias Nørregaard har også La Bresse og heller ikke han har problemer med kyllingernes fødder. Mathias producerer i hold på 50-100 dyr. Strør med halm og efterstrør ved behov. Kyllingerne sover stort set alle på pind fra de er 1,5 måned gamle og er ellers ude hele dagen.
Claus Rasmussen har JA57 med op til 100 kyllinger per hold og han har aldrig oplevet trædepudesvidninger. Han anvender kun halm. Efterstrør ca. en gang om ugen og renser helt ud efter behov. Kyllingerne går i mindre huse til de er varmefri. Efter de er lukket på friland opholder de sig kun i huset om natten eller i ly for vind og vejr. Erfaringen fra Claus er at pindesidning er vigtig. Selv JA57 har han fået til at sidde på pind, trods de er ret tunge selv noget tid før slagt.
Ud fra dette er der god grund til at opdrætte slagtekyllinger i langt mindre hold end 4.800 stk. ad gangen, og samtidig bruge en race der er aktiv og søger føde længere væk fra husene end kyllinger typisk gør i dag. Det er særlig vigtigt at kyllingerne sover på pind. Her er La Bresse og andre oprindelige racer et rigtig godt alternativ til de sædvanlige linjer.
Økologiske og fritgående kyllinger har ikke nødvendigvis større risiko for ætsninger på fødderne, som antydet af P4 Midt og Vest. Kyllinger i mindre hold og opmærksomhed på hvilken race der anvendes samt at kyllinger sover på pind er vigtig for at undgå trædepudesvidninger. Det er derfor vigtigt at anvende den rigtige type kyllinger når de er fritgående og samtidig være opmærksom på at dyrevelfærden er bedre i mindre hold. Dette er desværre ikke i fokus hos hverken P4 Midt & Vest eller undersøgelsen fra Institut for Husdyrvidenskab.