Foreningen Frit Fjerkræ har fået aktindsigt i de udbrud af fugleinfluenza der har været i Danmark i slut februar og marts 2021 i hobby- og fjervildtbesætninger (fasaner, gråænder). Der har også været udbrud i kalkunbesætnigner, men de er ikke med i denne gennemgang.
Det drejer om disse udbrud
- 25/2, Østermarie, Bornholm, Hobby
- 3/3, Pedersker, Bornholm, Hobby
- 3/3, Kongsted, Sjælland , Fjervildt
- 12/3, Hallenslev, Sjælland, Hobby
- 17/3, Illebølle, Langeland. Fjervildt
- 21/3, Øm, Sjælland, Hobby (ingen zoner)
I forbindelse med aktindsigten fra udbruddet i Østermarie er store dele af materialet ikke er udleveret. Det er en fejl fra Fødevarestyrelsens side og det bliver der nok rettet op på.
Der udarbejdes et epidemiologiskema efter hvert udbrud og det er primært dette som de følgende oplysninger er baseret på
I de 5 udbrud har reglerne om overdækning været fulgt. Enten med net eller fast overdækning. I et tilfælde har ænder været stukket af og kommet hjem igen og efterfølgende været inde i en stald. De har ikke gået sammen med de høns i besætningen der var syge/døde og som gjorde at besætningen blev undersøgt og testet positiv. Ænderne var også positive, men udviste ingen symptomer.
Foder har i alle tilfælde været givet under fast overdækning.
Dette her skal IKKE tages som udtryk for at vi i Frit Fjerkræ mener at reglerne skal strammes til at fjerkræ skal være under tag! Både ved udbruddet i Tustrup ved Rander og ved de mange udbrud hos kalkuner på Vestsjælland HAR fuglene jo været indendøre under tag. Erfaringer fra udlandet viser også at der kommer udbrud blandt fugle der går indendøre hele tiden. Det skal tages som et udtryk for at de hobbyavlere der er blevet ramt af udbrud IKKE har været sløsede! De har overholdt reglerne om overdækning, været uheldige og er blevet ramt af udbrud.
I aktindsigten fremgår også at der er gået 3-4 fra de første symptomer (nedtrykthed, dødsfald) og til udbruddet er bekræftet. Undtagelsen er udbruddet i Kongsted, hvor der gik over en uge fordi dyrlægen prøvede at behandle dyrene.
I udbruddene med høns og fasaner er det blevet opdaget som følge af DØDSFALD i besætningerne. Ænderne i udbruddene har IKKE udvist nogen symptomer. I Illebølle (fjervildt, gråænder) var det som en del af den normale blodprøve det blev opdaget (19 ud af 19 positive), i Hallenslev var der også ænder der var positive uden at have symptomer, det var hønsene der blev syge og gjorde at udbruddet blev opdaget.
I nogle af tilfældene nævnes at der er vilde svømmefugle i nærheden (“vilde” moskusænder og “rigtig” vilde svømmefugle), i andre tilfælde ikke.
Udbruddene har været højpatogen H5N8, undtagen i Øm, hvor der var højpatogen H5N5. Det er også fundet i enkelte vilde fugle i Danmark, men også i det store udbrud med 2 millioner høns i Sverige.
I de 3 hobbybesætninger blev hønseæg anvendt til eget brug. Ænder i hobbybesætningen ved Hallenslev var planlagt til at blive spist i egen husholdning, så alle steder var der tale om selvforsyning.
I Øm blev der IKKE oprettet zoner som ved andre hobbybesætninger. Her besluttede Fødevarestyrelsen at udbruddet var i “‘andre fugle i fangenskab” Begrundelsen er at hønsene er holdt på en “ikke erhvervsdrivende bedrift med det formål for ejerens egen fornøjelse og ikke til hovedformål at producere æg eller kød til konsum”
Ved udbruddet i Hallenslev er der et CHR (Centrale Husdyr Register) nummer på adressen, men det er ikke om høns eller fjerkræ, det er hobbysvin og hobbygeder. Ved ingen af de 2 udbrud på Bornholm er der CHR nummer.
Der har også været mistanke om et udbrud i Gryderup i Skive kommune, men her blev mistanken afkræftet. Også her ville FVST erklære dem som “ikke-fjerkræ” men andre fugle i fangenskab.
Grunden til at FVST gerne vil erklære dem som “andre fugle i fangenskab” er at så er der ikke udbrud af fugleinfluenza i fjerkræ og så kan lande udenfor EU ikke lukke for eksporten på baggrund af disse. Det er en form for segmentering af bagvejen, som også bruges i Holland, Tyskland og Sverige. Se mere om segmentering her https://frit-fjerkrae.dk/arbejdsliste/segmentering/
Det er ikke klart hvornår FVST bruger denne fremgangsmåde med at høns er “andre fugle i fangenskab”. Det skete også ved udbruddet i Valby i starten af februar. Her var der tidligere burhøns i besætningen. I Øm var det “sorte skovhøns” som er en type der sælges af forhandlere af “havehøns” og som betegnes som en god æglægger. Så i begge tilfælde af “andre fugle i fangenskab” har der været tale om høns som lægger mange æg. Hønsene fra Gryderup kendes ikke for nuværende. Både hønsene i Pedersker på Bornholm og for så vidt også Hallenslev kunne erklæres som “andre fugle i fangenskab”?