2019 er næsten forbi og i Frit Fjerkræ vil vi gerne sige tak for støtten og opbakningen i det forgangne år
2019 har været et noget blandet år. Det er glædeligt at vi er sluppet for udbrud af højpatogen fugleinfluenza i danske besætninger og der har “kun” været 3 udbrud af lavpatogen fugleinfluenza i 2019. Heller ikke i vore nabolande er der fundet noget og vi håber at dette fortsætter i 2020.
Vi har i 2019 givet input til Fødevarestyrelsen om “Nye guides gør det lettere at sælge fra stalddør og gårdbutik” og har været med i Fødevarestyrelsens “Kunderejseprojekt” der bla. har resulteret i den såkaldte “Småskalapakke”, som skal gøre det lettere og enklere for små fødevareproducenter, ikke mindst i opstarten
Et resultat af denne småskalapakke er at “Små fødevarevirksomheder skal have færre kontrolbesøg”
Vi kan se at der i Fødevarestyrelsen er en ændret tilgang til små producenter i forhold til tidligere og der nu en forståelse for de særlige problemer som de små producenter har. Der er stadigvæk mange unødige regler og procedurer, men det går den rigtige vej og der er opbakning til små lokale producenter, både i Fødevarestyrelsen og blandt politikerne.
Det er desværre langt fra tilfældet med private hønsehold. Her har 2019 været et skidt år! Efter nogle års pause er kommunernes tekniske forvaltninger begyndt at indføre stramme restriktioner for hønsehold i byzone. I Faxe skal høns holdes i bur/voliere og hvis man har en hane, så skal den være indespærret i mørke i 12 timer i døgnet. I Fredericia må man slet ikke have en hane! Der er noget paradoksalt over at i Europa er der 1.6 millioner borgere, heraf 65.000 danskere, der har skrevet under på at (landbrugs)dyr skal ud af deres bure og det skal nu tages op af EU kommisionen, mens danske kommuner kræver at dyr skal holdes i bure! Miljøminister Lea Wermelin bakker desværre helt op om dette og mener ikke at det strider mod dyrevelfærd at holde høns i mørke i 12 timer ud af døgnets 24 timer! Vi har i Frit Fjerkræ arbejdet meget hårdt for at bekæmpe det, både i samarbejde med andre fugle- og fjerkræforeninger og gode lokale kræfter, men både forvaltning og politikerne har været faktaresistente. Der er nemlig meget få problemer rundt omkring i kommunerne med høns og haner og derfor er det meget svært at forstå at kommunerne vil gribe til stramme regler på det her område. Der er flere kommuner der rumler med at lave stramme regler for høns, så det ser temmelig skidt ud for hønsehold i de danske haver i byzone.
Før Folketingsvalget fik vi i Frit Fjerkræ lovning på at der var opbakning til at ændre reglerne for hvor mange høns man måtte have inden man skulle registreres hos kommunen og indsende gødningsregnskab og andet. Det er faktisk umuligt at være selvforsynende med kyllinger uden at være registreret som erhvervsmæssigt hønsehold. Grænsen på 30 høns (inklusive kyllinger) er absurd meget lavere end for andre dyrehold og inden Folketingsvalget var der opbakning til at reglerne skulle laves om. Statsministeren talte i sin åbningstale om mindre bureaukrati og at Folketinget skal blive bedre til at holde fingrene væk, men det er åbenbart kun ord. I al fald er opbakningen til at ændre grænsen for hønsehold pist væk og Miljøminister Lea Wermelin ser slet ikke nogen grund til at ændre reglerne, men holder fast i unødigt bureaukratiske regler!
2019 var et blandet år, med fremskridt på nogle områder og tilbageslag på andre områder. Vi håber at 2020 vil bringe flere fremskridt end tilbageslag.
Godt nytår!